Hvorfor svarer gæsten kort, når jeg stiller åbne spørgsmål?
Det spørgsmål hører jeg oftest på kurset: hvorfor bliver svarene korte, selvom spørgsmålene er åbne? Her er svaret, med tavshed og opfølgning som de to vigtigste redskaber.
6 min. læsetid
Spørgsmålet, der kommer i hver eneste uge
Næsten alle, der begynder på kurset, stiller mig det samme spørgsmål efter den første øvelse: jeg stillede et åbent spørgsmål, og gæsten svarede med en enkelt sætning. Hvad gjorde jeg forkert? Som regel er svaret, at du ikke gjorde noget forkert i selve spørgsmålet. Et åbent spørgsmål er en invitation, ikke en garanti. Gæsten skal også have lyst, tid og tryghed til at tage imod den.
Jeg plejer at sige, at spørgsmålet kun er halvdelen af arbejdet. Den anden halvdel er det, du gør, når svaret er kommet. Mange nye interviewere går direkte videre til næste punkt på listen, fordi de er bange for at tabe tråden. Dermed får gæsten aldrig lov til at uddybe, og samtalen bliver en række korte stik i stedet for et forløb.
I forløbet Spørgeteknik og opfølgning øver du netop dette: at blive i et svar lidt længere, end det føles naturligt, og at lade gæstens egne ord pege på næste spørgsmål.
Hvorfor korte svar ikke altid er et problem
Før du retter på din teknik, er det værd at spørge, om det korte svar overhovedet er et problem. Nogle gæster er præcise af natur og har sagt alt, hvad der skal siges, på to sætninger. Andre er nervøse, fordi mikrofonen står tæt på, og lyset i rummet minder dem om, at de bliver optaget.
Lyt efter, hvad der ligger i det korte svar. Lyder det afsluttet, eller lyder det som om gæsten holder noget tilbage? Et afsluttet svar kalder på et nyt emne. Et tilbageholdende svar kalder på tålmodighed. Forskellen hører du mest på stemmen: et lille ryk i tempoet, en let tøven eller et sidste ord, der hænger i luften.
Den skelnen er sværere, end den lyder, og derfor øver vi den i korte scener, hvor du får lov at lytte dig til, hvad gæsten egentlig mangler.
- Afsluttet svar: gå videre til næste emne
- Tøvende svar: bliv, og vent lidt
- Nervøst svar: sænk dit eget tempo først
Tavshed som redskab, ikke som fejl
Det mest effektive, jeg kan lære dig, koster ingenting: vent. Efter gæstens svar tæller du i tankerne til tre, før du siger noget. De fleste interviewere kan ikke holde til det, fordi stilheden føles som et tegn på, at de har fejlet. Foran en mikrofon føles to sekunder som ti.
Men gæsten oplever det anderledes. En kort pause signalerer, at du faktisk har hørt svaret, og at der er plads til mere. Meget ofte kommer den virkelig interessante sætning netop dér, hvor gæsten tror, at du skal til at sige noget, og så alligevel selv fylder rummet.
I øvelserne optager vi dig og gennemser lydsporet sammen. Du hører selv, hvor du afbrød, og hvor en pause gav et bedre svar. Det er ofte første gang, du hører din egen utålmodighed, og den er næsten altid lettere at ændre, når du kan høre den udefra.
Opfølgende spørgsmål, der åbner i stedet for at lukke
Et godt opfølgende spørgsmål bygger på noget, gæsten selv har sagt. Det behøver ikke være smart. Ofte er det bare en gentagelse af et ord, hvor stemmen går op: Uventet? Eller en enkel bøn om et eksempel: Kan du fortælle om en gang, hvor det skete?
Undgå opfølgning, der kan besvares med ja eller nej, og undgå dem, der indeholder dit eget svar på forhånd. Hvis du spørger: Var det ikke bare frustrerende?, har du allerede fortalt gæsten, hvad han eller hun skal føle. Spørg i stedet: Hvordan var det for dig?
Når du øver, så skriv ikke opfølgningerne ned på forhånd. De skal opstå i samtalen. Til gengæld kan du forberede dig på de typiske retninger: hvorfor, hvordan, hvad skete der bagefter. Tre små stikord er nok til at holde dig i gang uden at gøre samtalen stiv.
- Gentag et nøgleord med spørgende stemme
- Bed om et konkret eksempel
- Spørg til følelsen, ikke til din egen antagelse
Sådan ser øvelsen ud på kurset
Vi arbejder med korte scener på få minutter. Du får en rolle som interviewer, en anden kursist spiller gæst, og scenen tager udgangspunkt i en konkret situation med en gæst, der er kortfattet, nervøs eller meget snakkesalig. Først gennemfører du samtalen uden hjælp, så ser vi optagelsen sammen.
Anden runde har ét fokus: tavshed. Du må kun stille ét nyt spørgsmål, når du har ventet tre sekunder. Tredje runde har også ét fokus: opfølgning. Hvert andet spørgsmål skal bygge på noget, gæsten lige har sagt.
Jeg giver feedback på det, jeg hører, ikke på dig som person. Det er en forskel, der betyder meget for, hvor trygt det føles at øve. De fleste siger efter tredje runde, at samtalen føltes langsommere for dem selv, men kom til at lyde mere nærværende på optagelsen. Det er præcis den erfaring, øvelsen er bygget til at give.
Det kan du tage med dig fra første dag
Du behøver ikke et studie for at begynde. Næste gang du taler med en kollega, en ven eller et foreningsmedlem, så prøv at vente et par sekunder efter hvert svar. Læg mærke til, hvor ofte der kommer mere. Prøv også at gentage et enkelt ord fra svaret i stedet for at skifte emne.
Skriv bagefter ned, hvad du hørte, som du ellers ville have misset. Det behøver kun være to linjer. Efter nogle uger har du et lille arkiv af samtaler, hvor du kan se et mønster i, hvornår folk uddyber, og hvornår de lukker af.
Det mønster er værd at tage med ind på kurset. Så kan vi bruge tiden på dine egne tendenser i stedet for på generelle råd, og du får mere ud af hver optagelse, vi gennemser sammen.
- Vent tre sekunder efter hvert svar
- Gentag ét ord frem for at skifte emne
- Noter to linjer efter hver samtale
Korte svar betyder sjældent, at dit spørgsmål var dårligt. Oftere mangler gæsten tid, tryghed eller en tydelig invitation til at fortsætte. Med tavshed, et gentaget nøgleord og opfølgning, der bygger på gæstens egne ord, kan du ændre samtalens retning uden at gøre den kunstig. Det kræver øvelse, og det er præcis den, du får i dette forløb.
